Farvede strømper – Go eller no go?

Mobil salg

En lillebitte detalje, som farven på strømper, kan virkelig dele vandene.

For nogle personer, handler strømper bare om at holde fødderne varme, for andre – som f.eks Mads Christensen (kendt som Blærerøven) – er strømper og farven på strømperne et spørgsmål om identitet og om at skabe et statement.

Regel nummer ét: Brug ALDRIG hvide strømper! Selvom du måske tror, at du kan gemme dem i skoene (eller endnu værre – i sandalerne), så er dette desværre ikke tilfældet. Du kan ikke skjule hvide strømper! De fleste i Danmark går oftest i jeans eller bukser i neutrale farver. Vælger du, at bruge hvide sokker, skriger de nærmest til himlen, når du sidder ned, og strømpen uforvarende skimtes ved buksebenene. Hvide strømper kunne måske til dels accepteres, hvis du var iklædt i et helt sæt hvidt tøj, men det er heldigvis et sjældent syn i Danmark. Overvej også lige, hvor længe hvide strømper rent faktisk er helt hvide. Hvis ikke du er meget omhyggelig med din tøjvask, kan de hvide strømper nemt få et lidt gråligt skær. Selvom hvide strømper tangerer til at være decideret grimme, så er forvaskede hvide strømper om noget endnu værre.

Vil du være på den sikre side, bør dine strømper som udgangspunkt være sorte. Ingen vil lægge mærke til dem, og ingen vil kommentere dem. En god idé kan være at købe 10-20 identiske par sorte strømper, så behøver du ikke at bruge tid på at sidde og sortere efter vask. Sorte strømper er måske kedelige, men de hører virkelig til i basisgarderoben.

Farvede strømper kan faktisk være den lille detalje, der giver dit tøj mere personlighed. De farvede strømper behøver ikke at være en eksplosion i alle regnbuens farver. De kan også være ternede eller stribede i grå, brune eller blålige nuancer. Ligegyldigt hvad kan det lige give den ekstra finesse, der fuldender dit outfit.

Når det kommer til de meget spraglede og farverige strømper, er det en god idé lige at have lidt føling med tid og stemning.

Er du vild med spraglede herrestrømper, så prøv dig lidt frem. Nogle arbejdspladser synes måske ikke, at strømper i skrigende farver matcher deres profil af seriøsitet, så det handler lidt om fornemmelse. Du kan møde arbejdspladser for hvem, farvede strømper signalerer kreativitet, sjov og ballade, og der findes arbejdspladser, hvor spraglede strømper er barnagtigt og signalerer useriøsitet.

Skal du til jobsamtale, er det som udgangspunkt en god idé at tage et par sokker i en neutral farve på – så er du helt sikker på, at strømperne ikke efterlader et større indtryk end din person.