Hvis du er som de fleste andre mennesker, så går du rundt med en masse tanker inde i hovedet. Det er ustruktureret, og flyver rundt omkring i det mentale rum. Du har tanker om, at du skal huske at købe brød når du tager hen i supermarkedet om lidt, og en lille stemme der fortæller dig, at bilen nok snart skal synes. Du får en god fornemmelse indeni når du tænker på hvor lækkert dit sommerhus ville se ud, hvis du fik lagt en ny terrasse, og overvejer hvornår du mon kan komme i gang med arbejdet. Men det er begrænset hvor mange af disse fritflydende tanker vi kan holde styr på. Det betyder at vi let glemmer mange af de ting, vi egentligt gerne vil have gjort, og det fører til frustration.
Nogle mennesker overkommer frustrationen, ved ikke at tage det så tungt. Det kan også være en fin nok strategi, men den løser kun den ene halvdel af ligningen. Nu er man ikke sur og skuffet, men til gengæld er man heller ikke glad og produktivt. Man ville stadig være gladere hvis man huskede de ting man gerne ville have gjort, og fik taget handling på dem.
Heldigvis er der en genial opfindelse, som kan hjælpe med dette problem. Den blev endda opfundet for tusindvis af år siden, og du har den allerede i dit hjem! Et stykke papir er nemlig alt hvad der skal til for, at undgå frustration og gøre dit liv lysere og sjovere.
Sæt dig ned med papir og blyant, og begynd at skrive alt det ned, du har inde i hovedet. Når du føler der ikke er mere, så er du nok sådan cirka halvt igennem. Put papir og blyant i lommen, og kom videre med din dag. I løbet af dagen vil du helt sikkert opleve, at flere indskud og tanker dukker op, som du så kan skrive ned.
Til sidst på dagen kan du så begynde at sætte system i sagerne. De forskellige tanker vil typisk enten være, eller høre under, et projekt. ?Ny terrasse? er et projekt: det er en større opgave, som udføres ved at løse en række del-opgaver. Du kan ikke bare sådan løse et projekt, og hvis du forsøger, så vil du finde det uoverskueligt og hurtigt give op. Du er nødt til at definere de mindre opgaver, som projektet består af, og så løse dem én ad gangen. De første tre opgaver kan være at købe terrassebrædder, finde ud af om du har nok søm, og så at arrangere en arbejdsweekend når der er plads i kalenderen. Hver af de tre opgaver er nem at tage handling på, og hver af dem bringer dig tættere på et afsluttet projekt.