Jeg tror at alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv, oplever følelsen af at være fortabt, og ikke kunne finde ud af hvilken retning man skal bevæge sig i. Nogle oplever det mens de er meget unge, mens andre først bliver ramt af denne tomhed og skræmmende mangel på mening og retning når de når lidt op i årene. Måske det egentligt rammer de fleste mennesker flere gange i løbet af deres liv: vi vokser trods alt som mennesker, og det der er vigtigt i vores liv på ét tidspunkt er ikke nødvendigvis i centrum i det næste. I takt med vores egen vækst, vokser vores mål også, og derfor må vi løbende kunne skifte retning. At skifte retning er som oftest noget der sker et stykke tid efter, at vi er nået i mål på det vi søgte tidligere, eller efter vi har opgivet det mål af den ene eller den anden grund. Det betyder at man næsten altid står uden et klart mål med livet i en periode, der kan varer dage, uger eller måneder. Det er en hård periode at komme igennem, men jeg tror det hjælper på det, hvis man er opmærksom på at det er et godt tegn: det er en del af den naturlige rytme, og man skal bare være bevidst om, at et nyt mål nok skal melde sig.
Jeg havde denne krise første gang da jeg var et barn. Jeg var blevet færdig med 7. klasse i den lille grundskole i min by, og nu stod jeg overfor at skulle et andet sted hen for at tage de to sidste år af skolen. Det lette valg ville være at tage til nabo-byen, som havde en folkeskole med 8. og 9. klasse. Det var det, de fleste jeg gik i skole sammen med, havde tænkt sig at gøre. Men jeg var lidt usikker. Jeg havde længe gået rundt med en følelse af tomhed i maven, og følte at der skulle ske noget nyt. Mine klassekammerater var fine nok, men jeg følte ligesom at de holdt mig tilbage. Det var som om deres forventninger til hvem jeg var, og hvordan jeg agerede, betød at jeg ikke kunne prøve nye mønstre og tilgange af. Jeg var noget af en læsehest, og havde læst mange ting omkring selvudvikling: men når jeg prøvede nye ting af i den virkelige verden, blev jeg hurtigt sat på plads af en omgangskreds der havde et eksisterende billede af mig.
Men en dag gik jeg forbi en plakat, der snakkede om efterskoler. Jeg ved ikke hvorfor plakaten fangede mine øjne: der var et eller andet særligt over den. Som jeg husker det, var det som om lyset faldt på den på en særlig måde, og den nærmest ?kaldte? på mig. Jeg havde straks en følelse af, at fremtiden lige havde vist sig for mig. Jeg tog hjem til mine forældre den dag, og fortalte dem at jeg ville på efterskole i jylland. Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet.