Vi danskere bliver ofte betegnet som ?kolde? og svære at komme til at snakke med, af de turister der af og til tager til Danmark på ferie. Det kan der måske også være noget om. Hvis du selv har prøvet at rejse til lande som Spanien, eller måske mere øst på i Asien, så har du nok være overrasket over hvor venlige og smilende fremmede mennesker er. De siger måske endda hej til dig på gaden, eller starter pludseligt en samtale. Det kan være ganske overvældende, og endda en smule skræmmende, når man kommer fra en kultur hvor folk holder sig lidt mere for sig selv. Hvad i alverden vil denne fremmede person dog? Hvem tror han at jeg er, eller hvem tror han, at han selv er?! Men hvis man bliver lidt i sådan et land, så finder man ud af, hvor naturligt og rart det egentligt er. Det er da fantastisk at man sådan kan bygge bro med nye mennesker nemt og hurtigt, og at alle virker så flinke.
Det er dog ofte på bekostning af dybden, at folk er så venlige og ligetil på overfladen. Det er da også det udlændinge konkluderer, når de har været i Danmark i et stykke tid. Det kan godt ske, at det tager noget tid at få os danskere til at varme op og få gang i snakken, men når først det sker, så åbner vi helt op. Vi deler de mest personlige detaljer, og arbejder generelt på at skabe et stærkt og varmt bånd, hvor man virkelig kommer til at kende hinanden. Den typiske kontrast der bringes op her, er den stereotype højtråbende amerikaner, der laver small-talk med enhver han møder på sin vej. Han er let at komme til at snakke med, men utroligt svær at komme til at kende. Han afviger eller skifter emne, så snart tingene begynder at blive personlige.
Så i sidste ende, er det nok egentligt et meget godt byt. Det er først efter at have været udrejst i nogle år, at jeg virkeligt er kommet til at sætte pris på det stærke sammenhold vi har her i Danmark. De venskaber vi bygger er nogle der holder, også selvom der opstår konflikter, eller man ikke får snakket sammen i lang tid. Jeg kom for nyligt til Fyn for første gang i 3 år, og var så uheldig at få et alvorligt stenslag. Jeg ringede til min gamle klassekammerat, som jeg vidste boede på Fyn, på trods af at jeg ikke rigtigt havde talt med ham i godt 5 år. Men fordi vores venskab var så dybt dengang, vidste jeg også, at han ville stå klar til at hjælpe mig nu. Han tog heldigvis telefonen, og var glad for at høre fra mig. Jeg fortalte ham om min problemstilling, og han fortalte mig hvem der kunne tage sig af reparation af stenslag. Mens reparationen fandt sted fik jeg så en god kop kaffe med min gamle ven, og det var som om vi aldrig havde skiltes.