Sådan Køber Jeg Gaver til Folks Fødselsdage

Hamster

Jeg elsker når jeg bliver inviteret til fødselsdag hos en god ven. For mig at se handler det ikke om, at de er blevet et år ældre. For mig at se, så fejrer vi, at de har været i vores liv i endnu et år. Jeg er mindst ligeså meget oppe at køre som fødselaren selv er. Men jeg har ikke altid haft det største smil, når jeg modtog en invitation til en fødselsdag. Det plejede nemlig at være noget der fyldte mig med panik. For hvad i alverden skulle jeg finde på af fødselsdagsgave?

Nogle siger, at de ikke går så meget op i hvad de får af gaver, og blot er glade for at se deres venner. Det synes jeg da også er en smuk tanke, men jeg synes nu alligevel ikke, at gaven er helt ligegyldig. Hvis det her virkeligt skal være en fejring af, at vi har denne vigtige person i vores liv, så skal gaven vi giver dem gerne afspejle det. Den skal gerne være en slags hurtig opsummering af, hvor meget de betyder for os. Hvor meget jeg værdsætter venskabet og dem som person. Samtidig er en gave utroligt afslørende: den viser hvor godt, eller hvor dårligt, du rent faktisk kender fødselaren.

Hvem har ikke prøvet at modtage en gave på deres fødselsdag, som bare slet ikke passede til ens personlighed eller værdier? Det er nemt at købe gaver man selv synes er fede, men det garanterer på ingen måde, at modtageren vil være glad for den. At købe en gave til et andet menneske er derfor den ultimative test i empati og aktiv lytning.

Hvis man er god til at sætte sig i andres sko, og lytter til hvad de siger frem for konstant at ville frem med sine egne pointer, så vil man uundgåeligt få noget viden, der kan bruges i forbindelse med købet af en fødselsdagsgave. Det er dog de færreste mennesker der er sådan indrettet, og det betyder at panikken breder sig, så snart de modtager en invitation til en fødselsdag.

Jeg forsøgte mig med mange løsninger. Ledte efter universal-gaver som en god flaske Prosecco vin eller oplevelses-gaver som de der Smartboxes. Men det viste sig at intet var universelt, og at gaverne sjældent havde den effekt på modtagerens om jeg mente de fortjente. Google var heller ikke til meget hjælp.

Det var først da jeg ændrede min indstilling til andre mennesker, at det hjalp. Det er begrænset hvad man kan gøre i ugen eller måneden op til en fødselsdag: hvis det er ens deadline, så er en god flaske vin nok det bedste bud. Men hvis du i stedet arbejder på altid at lytte til og forstå den anden person, så vil du have uendeligt mange idéer, når først du får invitationen. Tænk hele tiden i hvem den anden person er, og lad dine tanker glide hen på, hvad de mon ville værdsætte at få i gave. Også selvom der er lang tid til.